Skilsmissedokumenter afslører »kvindeundertrykkende« praksis i københavnske moskeer

Muslimske kvinder i Danmark sættes trods lovindgreb fortsat over for skrappe betingelser for at blive skilt. Også selvom de er udsat for vold. Det illustrerer islamiske skilsmissekontrakter for to voldsramte kvinder i Danmark, der begge har kæmpet for at komme ud af muslimske ægteskaber. To moskeer fra København, der tilhører anerkendte trossamfund og dermed kan få statsstøtte, har udarbejdet de islamiske skilsmissekontrakter, der kritiseres for at være kvindeundertrykkende. I det ene tilfælde stillede moskeen klokkeklare krav om, at kvinden skulle give afkald på »alle sine rettigheder« for at blive skilt. Det fremgår af den ene af de to kontrakter, som Berlingske har fået adgang til. De giver tilsammen et unikt indblik i en hemmelig praksis, som offentligheden har været afskåret fra. Begge kontrakter har et formelt udtryk med eksempelvis de to muslimske organisationers logo, kontaktoplysninger og i det ene tilfælde et stempel. Anerkendt af staten Den første af de to skilsmissekontrakter er underskrevet af en imam og medlemmer af et shariaråd i Islamic Cultural Center, der har til huse i Københavns Nordvestkvarter. Den anden er underskrevet af Det Islamiske Trossamfund, der hører til i samme område. Berlingske har fået adgang til kontrakterne via foreningen Søstre mod Vold og Kontrol, der hjælper kvinder med minoritetsbaggrund. Kefa Abu Ras er stifter og frivilligchef i foreningen, og hun undrer sig over, at moskeer i Danmark udarbejder skilsmissekontrakter, hvor kvinderne skal argumentere for retten til at få en skilsmisse. Særligt fordi begge moskeer er anerkendt som trossamfund i Danmark og dermed kan få statsstøtte til eksempelvis vielsesbemyndigelse. »Når man har at gøre med to anerkendte trossamfund, forventer man ikke, at de driver deres eget parallelle system, men at de handler i overensstemmelse med dansk lovgivning,« siger Kefa Abu Ras. Skilsmissekontrakterne skriver sig samtidig ind i en aktuel politisk debat, hvor store dele af Folketinget vil stoppe religiøse ægteskabs- og skilsmissekontrakter, som indeholder civilretlige betingelser. Det kan for eksempel være, at en kvinde som betingelse for at få ophævet det religiøse ægteskab er nødt til at frasige sig retten til forældremyndighed eller retten til at gifte sig igen. Disse eksempler fremgår af teksten i en ny politisk aftale fra SVM-regeringen, der ifølge Berlingskes oplysninger blev indgået tirsdag, og som skal dæmme op for »problematisk ægteskabspraksis i visse miljøer«. Det er nemlig uacceptabelt, at kvinder »føler sig presset til at indgå urimelige skilsmisseaftaler for at få lov til at opløse religiøse ægteskaber,« understreger regeringen og aftalepartierne i aftaleteksten. Aftalen indebærer blandt andet, at der nedsættes en »hurtigtarbejdende tværministeriel arbejdsgruppe,« som skal komme med forslag til initiativer, erfarer Berlingske. Dermed forsøger regeringen sig med endnu et indgreb for at stoppe urimelige islamiske skilsmisser. Tilbage i marts 2021 besluttede den daværende S-regering at gøre det strafbart at udøve social kontrol via disse skilsmissekontrakter. Men det har tilsyneladende ikke stoppet den kontroversielle brug af kontrakterne. »De skilsmisseråd, som står bag kontrakterne, frygter tilsyneladende ikke anmeldelse, og har kunnet fortsætte deres praksis,« siger lektor og antropolog Sofie Danneskiold-Samsøe, der forsker i æresrelateret vold og kontrol ved Københavns Professionshøjskole. Modgang og medgift I Danmark behøver man ellers ikke have en særlig grund for at blive skilt. Det gælder, uanset om man er mand eller kvinde. Men det forholder sig anderledes med de islamiske skilsmissekontrakter. Kontrakterne er ikke gyldige i juridisk forstand. Men i miljøet anses de for at have stor social og kulturel værdi. Hvis man er blevet islamisk viet af eksempelvis en imam, er det derfor ikke tilstrækkeligt at få en skilsmisse fra de danske myndigheder, hvis man altså ønsker det. Her kræver det et bevis om en skilsmisse fra en islamisk autoritet. Det er på den baggrund, man skal forstå de skilsmissekontrakter, Berlingske har fået indsigt i. Af den ene kontrakt, som Islamisk Cultural Center står bag, fremgår det, at kvinden, der har dansk opholdstilladelse, har »givet afkald« på »alle sine rettigheder« som »kompensation for løsrive sig fra ægteskabets bånd«. »På baggrund af dette har det Shariaråd, hvis navne er angivet nedenfor, besluttet at ophæve kontrakten og erklære separationen som en skilsmisse ved gensidig aftale,« lyder det i dokumentet, som er underskrevet imam Khalil Jafar Mushab fra Islamic Cultural Center. Det fremgår ikke, hvilke rettigheder kvinden skal give afkald på. Berlingske kender heller ikke identiteten på dette par. Men ifølge lektor Sofie Danneskiold-Samsøe kan muslimske kvinder have så stort et behov for at få en skilsmisse, at de tvinges til at frasige helt basale rettigheder. »Der har tidligere været eksempler på, at kvinder må give afkald på børnene, eller at de skal bo inden for en vis afstand af eksmanden. Det kan også betyde, at kvinden skal tilbagebetale den brudegave, hun fik, da hun indgik ægteskabet,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe, der har gennemgået kontrakten. Kefa Abu Ras fra foreningen Søstre mod Vold og Kontrol kalder kontrakten »kvindeundertrykkende«: »Det er en kvindeundertrykkende islamisk skilsmissekontrakt underskrevet af flere mænd i et shariaråd, som kræver, at kvinden giver afkald på sine rettigheder. Det kan være, at hun skal give afkald på sine børn, hvis hun gifter sig igen, eller hvis hun krænker familiens ære.« Den originale version er skrevet på arabisk, og Berlingske har desuden fået adgang til en oversat version. Vi har også fået bekræftet, at oversættelsen er korrekt. Samtidig fremgår det af kontrakten, som Islamic Cultural Center har udarbejdet, at »vi« (underskriverne, red.) har været i kontakt med manden og informeret ham om aftalen, og at han ikke har ret til at gifte sig med kvinden igen, »medmindre det sker med hendes samtykke og gennem en ny kontrakt og medgift«. Glæde afløst af skuffelse Den anden kontrakt fra Det Islamiske Trossamfund er underskrevet imam Ewainat Muheiyden Ibrahim og afslutter ifølge kontrakten et turbulent forhold: Parret blev gift – skilt – gift igen – hvorefter kvinden ville skilles »på grund af et ustabilt liv og islamiske rettigheder, som ikke blev overholdt«. »Dette er et bevis på en islamisk skilsmisse (faskh). Dette betyder, at de ikke længere er gift islamisk. Hvis de ønsker at vende tilbage til hinanden igen, skal der laves en ny kontrakt og med en ny medgift (mahr),« lyder det i aftalen. Denne aftale indeholder ikke krav om, at parterne skal frasige sig rettigheder. Kontrakten betoner i øvrigt, at »islamisk er det ikke tilladt at tvinge nogen til at være i et ægteskab mod deres vilje«. Berlingske har talt med den kvinde, der ønskede skilsmissen. Hun optræder anonymt i denne artikel. Vi kalder hende Amina. Hun gik til Det Islamisk Trossamfund, efter at hendes eksmand og flere andre imamer havde nægtet at lade hende skille. Amina var først også glad for skilsmissen. Men hun undrer sig i dag over flere ting i processen. Dels at hun efter eget udsagn skulle igennem en forsoningsproces med manden for at blive skilt. Derudover forstår hun ikke, hvorfor det ikke fremgår af kontrakten, at hun var udsat for vold, selvom hun gjorde imamen opmærksom på det. Denne oplysning kan hun potentielt få brug for, hvis hun rejser til hjemlandet og dér bliver bedt om at redegøre for skilsmissen. »Derfor blev glæden erstattet med kæmpestor skuffelse,« siger hun. Samtidig fremgår det af kontrakten, at hun ønskede skilsmisse, fordi »islamiske rettigheder« ikke var overholdt. Det fremgår ikke af kontrakten, at dette skulle være en betingelse for skilsmissen. Men Berlingske har hørt en lydoptagelse mellem Kefa Abu Ras og en imam fra Det Islamiske Trossamfund, hvor han siger, at moskeen kan tildele en skilsmisse, hvis man vurderer, at hun er holdt i et ægteskab på »uretfærdig vis.« Amina forstår ikke, hvorfor hun skal underlægge sig den slags regler i Danmark. »Det burde ikke være sådan, at en imam skal stå i vejen for en skilsmisse, og at den islamiske autoritet skal vurdere, om jeg har ret til skilsmisse.« Ifølge lektor Sofie Danneskiold-Samsøe adskiller begge kontrakter sig radikalt fra de almindelige danske regler om skilsmisser, der er betingelsesløse. »Her kan begge køn ensidigt begære skilsmisse, men sådan er det tydeligvis ikke i disse tilfælde af muslimske skilsmisser. Her skal kvinden argumentere for sagen og henvise til, at manden ikke har overholdt sine forpligtelser i ægteskabet ifølge hendes »islamiske rettigheder«, eller hun skal give afkald på rettigheder for at lov til at blive skilt,« siger hun. Minister understreger væmmelse Onsdag fremlægger Kommissionen for den Glemte Kvindekamp, der er nedsat af regeringen, også sine anbefalinger, hvor et af punkterne handler om islamisk ægteskabspraksis. Politiken beskrev lørdag en række af anbefalingerne forud for præsentationen. Her fremgår det blandt andet, at kvinder i dag skal have nemmere ved at beholde opholdstilladelsen, selvom de bliver skilt fra en voldelig ægtemand. Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) understreger over for Berlingske sin væmmelse ved »islamiske skilsmissekontrakter, der fastholder kvinder i slavelignende ægteskabsforhold«. Og han påpeger, at S-regeringen i 2021 skærpede straffen for alle, som medvirker. »Men jeg er selvfølgelig klar over, at der ikke findes nogle mirakelløsninger. Derfor skal vi også fastholde presset mod kvindefjendske praksisser,« lyder det fra Kaare Dybvad Bek. SVM-regeringen fremlagde tidligere på måneden 22 nye initiativer mod negativ social kontrol. Formålet med flere af de 22 punkter er at hjælpe ofrene – blandt andet ved at adressere de problemer, der opstår på grund af »de her groteske kontrakter«, forklarer ministeren. Mægler kun om spirituelle spørgsmål Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Det Islamiske Trossamfund i Danmark. I en længere e-mail til Berlingske skriver Islamic Cultural Center – som i e-mailen kalder sig Islamisk Kultur Center – blandt andet, at organisationen overholder dansk lovgivning og »arbejder målrettet på, at vores arbejde ikke skaber et parallelsamfund i Danmark«. Organisationen understreger, at »det ikke er vores opfattelse, at et ægteskab ikke er opløst islamisk som følge af en juridisk skilsmisse«, men at »mange muslimske borgere også ønsker at få afklaret de islamiske, dermed spirituelle spørgsmål i forbindelse med opløsning af ægteskabet«. Samtidig skriver Islamic Cultural Center, at det ikke er »et krav«, at et ægteskab skal opløses gennem trossamfundet, men blot et »tilbud til dem, der også ønsker at få afklaret eventuelle spørgsmål og aftaler omkring den islamiske og dermed spirituelle skilsmisse.« »Islamisk Kultur Centers rolle skal dermed ikke anses som et organ, der opløser ægteskaber sideløbende med danske myndigheder, men skal dermed anses som et trossamfund, der bistår med mægling og afklaring af de spirituelle spørgsmål i forbindelse med indgåelse og opløsning af ægteskab.« Da Berlingske af hensyn til kildebeskyttelse ikke har delt kontrakten i sin helhed, afviser organisationen at kommentere den specifikke kontrakt. Islamic Cultural Center skriver dog, »at der i forbindelse med en skilsmisse, kan opstå spørgsmål om nogle islamiske rettigheder, som hverken kan afklares i eller anerkendes af dansk ret, da der jo er tale om spirituelle og ikke juridiske forhold«. »Det er ikke et krav fra vores side, at disse forhold skal afklares, men det er et ønske fra de muslimske borgeres side at få det afklaret,« skriver organisationen og nævner som eksempler på sådanne forhold spørgsmålet om hustrubidrag til kvinden eller bidrag til amning af mindreårigt barn. https://www.berlingske.dk/indland/skilsmissedokumenter-afsloerer-kvindeundertrykkende-praksis-i